Onsdag aften havde Slesvig-Ligaen inviteret til det årlige uddelingsmøde i Det Danske Hus i Sporskifte, og Flensborg Roklub var en af de lykkelige, der modtog en økonomisk hilsen fra Ligaen.
- Det er vi utrolig glade for. Pengene er gået til at renovere vore stole og borde, og det er blevet rigtig godt, sagde klubbens formand, Günter Christensen, og takkede på hele klubbens vegne.
Foruden Roklubben var der donationer til:
Ugle Herreds Danske Menighed
Husum Børne- og Ungdomshus
SSF Egernførde By
SSF Trenedalen
Sprogforeningen
Thyras Vold (Ligaens medlemsbladet)
- I skal ikke gå uden at få lidt opbyggende med fra mødet, sagde Horst-Werner J. Knüppel, formand for Slesvig-Ligaen og Slesvig-Ligaens Fond.
Den del af aftenens program stod far og søn, Jørgen og Erik Kühl, for, og ingen af dem behøver vel nærmere præsentation.
Jørgen Kühl spurgte retorisk, hvor er vi henne i det danske mindretal i dag, og tog deltagerne med gennem mindretallets historie. Fra ”kampgenerationen” efter 1920, begrebet ”Speckdänen” efter anden verdenskrig, og frem til i dag, hvor han introducerede begrebet ”transformationsmindretal”.
Erik Kühl fortalte om sin forskning i livsvilkårene for det danske mindretal i landdistrikterne. En forskning, han stadig arbejder på, og debatlysten var stor.