I sensommeren 1971 rejste de danske fodboldkvinder hjem fra VM i Mexico med guldmedaljer om halsen og VM-pokalen højt løftet over deres hoveder. En af disse kvinder var Birte Kjems. Dengang stod hun på mål, og i dag er Birte medlem af Flensborg Roklub.
Det var en formidabel præstation, der det år fandt sted på Azteka Stadion i Mexico City. 115.000 tilskuere var mødt op for at se finalen mellem Danmark og Mexico, men efter turneringen blev projektørerne i bogstavelige forstand slukket. Det blev til et klart nej tak til kvindefodbold, for hverken de nationale eller det internationale fodboldforbund (FIFA) var parate til at byde fodboldkvinder velkommen på banerne. Hele turneringen blev tiet ihjel efter devisen: Hvis vi ikke taler om det, forsvinder det nok, men sådan skulle det ikke gå. De to englændere, Rachel Ramsay og James Erskine besluttede sig for at grave hele historien frem, og det er der kommet en dokumentarfilm ud af. Navnet er Copa 71.
Filmen havde premiere i 2023 og onsdag den 4. marts kl. 18.00 viser Flensborg Roklub filmen på storskærm i klubhuset. Naturligvis står Birte parat til at besvare spørgsmål. Dokumentarfilmen om det uofficielle verdensmesterskab i kvindefodbold er på engelsk, fransk, spansk og italiensk og med danske undertekster.